Torsdag den 27. april, kl. 19.30
Bjarne Jacobsen, Lektor i Personlighedspsykologi, RUC
Psykologi er en hovedingrediens i Kierkegaards forfatterskab, og den byder på en detalje- og nuancerigdom, som danner udsigt til en samlet psykologisk begribelse af mennesket, som bør påkalde sig den moderne (udviklings)psykologis interesse.
Kierkegaard var en eminent psykolog, og det er oplagt at forestille sig, at dersom hans virke havde udfoldet sig omkring et halvt århundrede senere, efter den moderne psykologis opståen, at han målrettet havde skrevet sig ind i dette fag. Sådan blev det ikke, men spredt ud over hans samlede produktion, byder han igen og igen på tankevækkende analyser af det menneskelige sjæleliv. Enkelte værker er særlig mættet med psykologisk stof, oplagt Begrebet Angest og Sygdommen til Døden, og der tilbydes derigennem også en mulighed for at udforme en sammenhængende psykologisk begribelse af mennesket.
Kierkegaard er som bekendt kristen tænker, og i et væsentligt omfang tjener hans psykologiske analyser som understøttelse af et kristent budskab. Hans værker indebærer dermed også et udfordrende spørgsmål om psykologiens rækkevidde og begrænsninger.
Oplægget vil med et udviklingspsykologisk afsæt fremlægge et bud på Kierkegaards psykologiske begribelse af mennesket og skitseagtigt perspektivere det til moderne psykologi.
Tid og sted:
Torsdag den 27. april, kl. 19.30
Københavns Universitet, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 og Njalsgade 76, auditorie 9A-0-01.