Den kritik af den såkaldte tyske idealisme, som satte ind kort efter Hegels død i 1831, antog hurtigt karakter af et generelt opgør med filosofien. Det skal imidlertid ikke overses, at mange kritikeres angreb på idealismen i vidt omfang blev gennemført med de begrebslige våben, man hentede hos denne. Sat på spidsen kan man sige, at en paradoksal form for filosofisk anti-filosofi præger en række af de forsøg på nytænkning, der gør sig gældende omkring midten af det 19. århundrede. Kierkegaard er ingen undtagelse.
Idealismekritikken var så succesrig, at man med Marx kan sige, at ”Hegel blev behandlet som en død hund”, og takket være Marx og Kierkegaard har man herhjemme ofte følt sig fritaget for at læse Hegel og de tyske filosoffer i perioden, herunder Schelling, hvis sene filosofi af mange betragtes som den første eksplicitte idealismekritik, i øvrigt fremsat i de forelæsninger i Berlin, som Kierkegaard hørte dele af i 1841. Det er hensigten at belyse et par af datidens filosofiske kontroverser.
Tid og sted:
Torsdag den 23. maj 2019, kl. 19. 30, Københavns Universitet Amager, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 eller Njalsgade 76, auditorium 9 A-0-01