Den skulpturelle udsmykning af Vor Frue Kirke var et af flere store projekter i København, som billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844) arbejdede med under sit mangeårige virke i Rom. I foredraget vil Thorvaldsens relieffer og statuer til kirken blive præsenteret, med særligt fokus på Kristus-statuen – påbegyndt 1821 og opstillet i kirken i marmor 1839 – og dens ikonografi. Kierkegaard skrev fra slutningen af 1840erne en række taler med henblik på fredagsaltergangen i Vor Frue Kirke. Både disse taler og hans ’Indøvelse til Christendom’ rummer flere henvisninger til Kristus som ’Indbyderen’ og til Matthæusevangeliet, XI, 28, dvs. til indskriften på Kristus-statuens sokkel: ’KOMMER TIL MIG’. Men måske er der i Thorvaldsens Kristus-statue tale om andet end dette Kristus-billede. Foredraget lægger op til en diskussion af dette spørgsmål.
Tid og sted:
Torsdag den 28. februar 2019, kl. 19. 30, Københavns Universitet Amager, Søndre
Campus, Karen Blixens Plads 16 eller Njalsgade 76, auditorium 9A-0-01